Markedsudvikling – 4. kvt. 2023
31.01.2024
2023 blev et rigtig godt investeringssår. For globale aktieinvestorer blev året endda ekstraordinært godt med pæne tocifrede afkast. Danske obligationer har også haft et rigtig godt år, uden dog helt at kunne følge med globale aktier gennem hele 2023.
Ser vi isoleret på 4. kvartal er der dog ikke stor forskel på afkastet mellem obligationer og aktier. Både aktier og obligationer har haft medvind i årets sidste måneder.
Forventning om lavere renter i 2024 har fået både de 10-årige amerikanske- og tyske renter til at falde mere end 1%-point fra toppen på henholdsvis 5% og 3% i oktober. For aktiemarkedet var de høje renter i oktober blevet et tiltagende bekymringspunkt i forhold til, om det ville presse den økonomiske vækst ud over kanten. Derfor er de faldende renter blevet taget rigtig godt imod af aktiemarkedet de sidste par måneder af 2023. Baggrunden for den pludselige vending på rentemarkedet skal i høj grad tilskrives signaler fra centralbankerne om, at inflationen er toppet og under kontrol, hvilket endda kan give plads til at sænke renten i 2024.
Figur 1: Udvikling i aktier og obligationer.